Trustpilot

Blå horn

 

Det klassiske horn i en større, grovere udgave. Den lange hævetid på køl er medvirkende til at udvikle smagen.
Opskriften kan også bruges til Skagenslapper, som vist i videoen.

Mere info: Tryk på vare med FED skrift i opskriften.

 

Blå horn
8 stk. store

 

Tid i alt: 2,45 timer
Plus hævetid på køl

Arbejdstid: 40 minutter

Holdbarhed: 3 dage

Kan fryses: Ja

Ingredienser

Fremgangsmåde

375 g koldt vand
50 g Havreflager
Sættes i blød i mindst 30 minutter

12 g salt
20 g gær
15 g Frost
30 g Gluten
30 g Hvedesur
375 g hvedemel (12%)
100 g fuldkornshvedemel
50 g Solsikkebrud
evt. 1-2 g Maltmel Mørkt

Vand og havreflager sættes i blød i mindst 30 minutter.

Alle andre ingredienser tilsættes og røres sammen med kagespartlen ved lav hastighed. Når dejen begynder at hænge sammen skiftes til dejkrog, og dejen æltes videre med dejkrog til dejen har æltet i alt ca. 20 minutter i alt og dejtemperaturen er 27°-28°.

Dejen hviler under Overdækningsplastik i ca 15 minutter.
Del dejen i 8 stk.
Stykkerne rulles, så de er tynde i den ene ende og tykke i den anden, ca 25 cm lange.

Rulles flade med en Rullepind i asketræ😊
Rulles sammen til horn, se video på facebook eller Youtube/bagekurset.
Pensles med vand og vendes i Blå birkes.

Sættes på Pizza og -brødspartel på bagepapir, med Pizza og hævepose om, hæver ca 50-80 % op i max ca. 1 time ved stuetemperatur og sættes på køl til dagen efter.

Dagen efter tændes ovnen på ca 250 grader med DAMP mindst 30 minutter inden bagning. Tag gerne dejen ud af køl samtidig, så de kan komme lidt på i temperatur.

Bages med DAMP som følgende:
2 minutter med varmluft
Tag DAMP-sten ud af ovnen og skru ned på 210 grader over- og undervarme i 10 minutter.
Åben ovnlågen i 5 sek for at lukke dampen ud, bag igen i 5 minutter.
Sæt brødene på en rist og bag igen i 5-7 minutter med varmluft ved 190 grader