Fastelavnsboller med fløde
Skal det være - så lad det være.....
Rigtige fastelavnsboller af wienerdej med hele molevitten: sveskemos, creme, flødeskum, marcipan, friske bær og chokoladepynt. BUM!
Mere info: Tryk på vare med FED skrift i opskriften.
Fastelavnsboller med fløde
8 stk.
Tid i alt: 3 timer
Arbejdstid: 180 minutter
Holdbarhed: 1 dage
Kan fryses: nej
Ingredienser
Fremgangsmåde
Wienerdej:
20 g gær
110 g vand
12 g sukker
3 g salt
1 æg
5 g Frost
250 g koldt hvedemel 10% (-18 grader)
Æggestrygelse:
1 æg
1/2 tsk. salt
Sveskemos:
100 g god rom koges op i en gryde, tilsæt resten
150 g dadler
250 g svesker
200 g sukker
100 g vand
Kagecreme:
300 g mælk
85 g Kagecreme (pulver)
100 g flødeskum
Marcipanlåg:
250 g ren rå marcipan
flormelis til udrulning
Flødeskum:
½ l. piskefløde
Pynt:
25 g Non-temp chokolade
Friske bær
Wienerbollerne:
Rør gæren ud i vandet, tilsæt resten og rør 1 minut med kagespartel i røremaskinen.
240 g smør bankes flad og firkantet ca 15x15x1 cm
Wienerdejen laves til en firkant og smørret lægges på skrå ovenpå. Pak dejen udenom smørret som en konvolut og bank det hele fladt med hænderne.
Rul ud med kagerulle, og fold dejen i 3 lag (husk at feje melet af med en Bordkost), dejen drejes og rulles den anden vej og foldes igen i 3 lag. Drej dejen igen, så du ikke ruller samme vej som før. Rul og lav 3 lag for sidste gang. 3 x 3 lag i alt.
Sættes i fryseren i 10 minutter.
Dejen rulles ud på mindst 44x22 cm. i godt med mel, fej melet af, når målet er nået.
Skær ud i 11 x11 cm med pizzaskærer og fold dem sammen ved at bøje alle 4 hjørner ind over hinanden og tryk sammen med tommelfingeren.
Vendes om og sættes på en plade med bagepapir.
Pensles med et sammenpisket æg med ½ tsk salt i.
Hæver ca 2 timer ved max 30 grader.
Bages ca. 16 minutter ved 185 grader varmluft.
Sveskemos:
Ingredienserne koges ved svag varme i 12 minutter og blendes med stavblender. Hældes i en Sprøjtepose og køles ned.
Kagecreme:
Ingredienserne piskes sammen i 1 minut.
efter mindst 5 minutter tilsættes 100 g flødeskum, og cremen røres sammen. Hældes i en Sprøjtepose.
Marcipanlåg:
Marcipan rulles ud i godt med flormelis, så tyndt som muligt.Gnid overskydende flormelis af med håndfladerne.
Lav mønster i med en gaffel, en lille udstikker, bagsiden af en smørekniv eller en kagerulle med mønster i.
Lav 8 stk medaljer med en Ø10 cm udstikker.
Flødeskum:
Fløden piskes godt stiv.
Brug ca. 100 g til cremen og resten i en Sprøjtepose.
Samle fastelavnsbollerne:
Wienerbollerne flækkes med en franskbrødskniv.
Fordel flødecremen i midten af bunden, men gem lidt til pynt.
Flødeskum sprøjtes udenom cremen, gem lidt til pynt.
Sprøjt en lille ring af sveskemos ovenpå fløde og cremen.
Læg låg på.
Fordel lidt creme eller fløde på låget, så marcipanen ikke falder af.
læg en marcipanmedalje på låget.
Smelt Non-temp chokolade og lav et mønster på låget.
Pynt med creme, flødeskum, sveskemos og et frisk hindbær.